STANDARD

Oprindelsesland: Danmark og Sverige

Anvendelse: Gårdhund og selskabshund

Klassifikation: FCI Gruppe 2

Historie: Anerkendt i Danmark og Sverige i 1987 under navnet Dansk Svensk Gårdhund. Racen har været kendt i lang tid på gårde i Danmark og Sverige. Gårdhunden anvendes som vagthund, Rottehund og som selskabshund.

Helhedstryk: En lille, kompakt og let rektangulært bygget hund. Den er sent udviklet i sit eksteriør.

Proportioner: Kroppen er let rektangulær i forholdet 9 til 10. Forholdet mellem brystdybden og højden ved toppen af skulderbladene bør være 1 til 2.

Temperament: Opvakt, opmærksom og livlig.

Hoved: Bør have trekantet form. Virker lidt lille i forhold til kroppen.

Skalle: Temmelig bred og let hvælvet.

Stop: Veldefineret.

Næse: Af farve svarende til aftegningerne.

Næseparti: Veludviklet, bliver gradvis smallere mod næsen, men må ikke virke spidst eller spinkelt. En smule kortere end skallen. Næseryggen er lige.

Kæber, bid: Stærke kæber. Saksebid med regelmæssige veludviklede fortænder. Tankbil tolereres.

Kinder: Fremtrædende, men uden overdrivelse.

Øjne: Middelstore, let rundede, hverken udestående eller dybtliggende. Opmærksomt og venligt udtryk. Øjenfarven er mørk hos hunde med sorte aftegninger. Lidt lysere øjne er tilladt hos hunde med gule eller Leverbrune aftegninger.

Ører: Middelstore. Rosenører eller knapører. I begge tilfælde skal ørets fold ligge netop over skallen. Ved knapører skal ørespidsen ligge ind mod kinden.

Hals: Middellang, stærk og buet. Uden løs halshug.

Krop: Kompakt, med god substans.

Lænd: Kort, bred og hvælvet.

Kryds: Let afrundet.

Bryst: Langt, dybt og rummeligt, med godt hvælvede ribben. Veldefineret forbryst.

Underlinie: Bugen er kun let optrukken.

Hale: Ikke for højt ansat. Den kan være medfødt lang eller kort(stumpehale). Halen skal bæres lige, i en let bue eller seglformet.

Lemmer:

Forpart: Forbenene er lige og parallelle. Fronten er forholdsvis bredere end brystets bredde.

Skuldre: Skråtliggende.

Overarm: Skråtliggende.

Mellemhånd: Stærk og spændstig.

Forpoter: Små og ovale med let sluttede tæer.

Bagpart: Velvinklet i knæ- og haseled. Parallelle og godt muskuløse bagben.

Overlår: Ganske brede.

Bagpoter: Som forpoterne.

Bevægelse: Parallelle og frie bevægelser.

Pels:

Hårlag: Pelsen skal være hård, kort og glat.

Farve:Hvidt er dominerende. Aftegninger af forskellige farver, størrelse og kombinationer er tilladt( sort, tan, brunt og forskellige nuancer af fawn) med eller uden tandaftegninger. Småpletter er tilladt.

Størrelse: Skulderhøjde: For hanner 34-37 cm, for tæver 32-35 cm. Tolerance +/- 2 cm.

Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, Hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang og dens indvirkning på hundens sundhed og velbefindende.

Elegant helhedsindtryk.

Smal i fronten.

Lavstillet (kortbenet).

Mangelfuld brystdybde.

Fladribbet eller kort ribbensparti.

Stejlt kryds

HISTORIE

Indtil for få årtier siden var den lille Gårdhund uløseligt forbundet med livet på landet.

Dens funktioner i hverdagen var mangfoldige. Den holdt mus og rotter og andet småkravl væk fra stald og hus. Den gav vagtsomt lyd, når fremmede nærmede sig. Den holdt ræven væk fra hønsene, gimmerlammene på jagt og hentede køerne ind til malkning.

Den var børnenes glade lille legekammerat, som altid fandt på narrestreger under legen. Denne muntre egenskab blev også udnyttet i cirkus, hvor man ofte så den som klovnens medspiller.

 Så begyndte den at blive sjælden, landbrug blev nedlagt, og bønderne flyttede i stort tal til byerne, og den trofaste lille gårdhund var pludselig ikke fin nok længere.

Som desværre så ofte før, stod et stykke dansk hundekultur i alvorlig fare for at forsvinde helt! Den lille gårdhund fandtes fra gammel tid så langt som det danske land rakte, lige fra Skåne i øst til Slesvig- Holsten i syd og endda i vikinge landet Normandiet.

Et naturligt samarbejde mellem Dansk Kennel Klub og Svenska Kennelklubben med det formål at redde Gårdhunden blev indledt i 1985.

Ved eftersøgningen viste det sig heldigvis, at der fandtes en bestand af udmærkede, sunde og typiske eksemplarer af den hårdføre gamle race.

Dansk Svensk Gårdhund har i tidens løb haft mange forskellige navne: Rottehund, Dansk Foxterrier eller Fuchs Terrier,  og i Sverige kaldte de den Skånsk Terrier. Det er imidlertid slet ikke nogen Terrier, det er en Pinscher. Gårdhunden har slet ikke det iltre Terrier temperament.

For at tage rotter, skal hunden være lynhurtig og være god til at bruge sin næse. Desuden skal dens jagtinstinkt efter småvildt være veludviklet, og det er det! Gårdhunden er eminente rottefængere.

Da Gårdhunden boede på landet, gik den frit på gården uden at løbe sin vej, det er ikke en hund der strejfer, men er der løbetid, så er både han og tæve interesseret i at møde det andet køn.

Mange steder havde man et par stykker, og det gik fint, da Gårdhunde ikke slås. Gårdhunde er livlige og aktive og behøver opmærksomhed og beskæftigelse. Det kan være gåture, lydighedstræning og kunster af forskellig slags, som "det er en tysker" eller "find min sko". Agility er lige noget for Gårdhunde. De kan springe utroligt højt, er meget sikre på benene, er hurtige, lærenemme og samarbejdsvillige. Dog dancing er også en aktivitet en Gårdhund mestrer med deres sikre fodfæste og gode balance. Det er ikke så underligt, at så mange Gårdhunde hedder Kvik.

Dansk Svensk Gårdhund er en af de nationale hunderacer i både Danmark og Sverige, derfor er der tale om en kulturarv, som det er vigtigt at forvalte på bedste måde